01
01
01
01
HARLEY-DAVIDSON CLUB OF DENMARK
HDC.DK / Om H-DCDK

Harley-Davidson Club of Denmark

Tilbage

Velkommen til den officielle hjemmeside for Danmarks største motorcykelklub for Harley-Davidson kørere: Harley-Davidson Club of Denmark (H-DCDK)

Klubben blev grundlagt i 1976 og er i dag verdens næststørste, uafhængige motorcykelklub for Harley-Davidson ejere med omkring 6.500 medlemmer.

For at blive medlem af Danmarks største Harley-Davidson klub skal du opfylde to krav: Du skal eje eller være registreret som leasingansvarlig af en Harley-Davidson Big Twin motorcykel, og du skal være over 18 år gammel. Som medlem af H-DCDK vil du møde mennesker fra alle samfundslag. Lige fra håndværkeren til advokaten, som alle deler den samme interesse; nemlig en passion for Harley-Davidson motorcykler.

H-DCDK består af seks distrikter

H-DCDK er fordelt på i alt seks regionale distrikter, der lokalt arrangerer fællesture, træf, foredrag, fester og meget, meget mere. H-DCDK sætter derudover en ære i at støtte arbejdet med syge og sårbare børn. Det giver sig til udtryk i klubbens tradition, Toy-Run, hvor vi i det enkelte distrikter én gang om året besøger et hospital eller en institution i lokalområdet med en donation. Samtidig giver vi børnene mulighed for en lille prøvetur på en Harley-Davidson.

Hvert distrikt i H-DCDK har sin egen bestyrelse, der alle er repræsenteret i den landsdækkende hovedbestyrelse, hvor der også er plads til fire folkevalgte tillidspersoner: Formand, næstformand, sekretær og kasserer. Hovedbestyrelsen repræsenterer H-DCDK udadtil, også i internationale forum såsom Federation Harley-Davidson Clubs Europe, der med over 38.000 medlemmer fordelt over klubber i hele Europa er det største uafhængige fællesskab for uafhængige Harley-Davidson klubber i verden.

Medlemskab giver fordele

Foruden et stærkt fællesskab og en masse fede internationale og nationale Harley-Davidson- træf giver et medlemskab af H-DCDK dig en række andre fordele. For eksempel får du medlemsbladet H-D Journalen til din postkasse seks gange årligt. Magasinet er hver gang spækket med spændende artikler, der handler om livet som ejer af en Harley-Davidson. Derudover får du en langt række medlemstilbud og via H-D Forsikring særtilbud om at tegne en yderst fordelagtig forsikring på din Harley.