facebook share

De tidlige år

Harley-Davidson Club of Denmark (H-DCDK) er efterhånden en ældre dame med etablerede klubtraditioner opbygget over mere end 45 år.

Det hele begyndte i efteråret 1976, da en god håndfuld unge mennesker mødtes og stiftede en ny landsklub for Harley-Davidson ejere. Baggrunden var, at det havde været alt for vanskeligt at blive accepteret i den traditionsrige danske H-D klub af 1930. En klub, som også dengang gik meget op i cyklernes originalitet og i gamle orienteringsløb for veteraner. Gruppen, der stiftede den nye Harley-klub, var derimod de mere vilde unge, som søgte den festlige vej inspireret af det, som de oplevede i datidens store biograffilm som Easy Rider og Vild Ungdom. Det var fest og farver og rock and roll.

Den første bølge

Der gik et par år, inden den nye forening kunne tælle over hundrede medlemmer, men derefter tog det hurtigt fart. Rigtig mange nye medlemmer kom til, da en bølge af brugte Harley-Davidson motorcykler skyllede ind over Danmark fra Amerika i starten af 1980erne. Bikerne etablerede sig dengang i lokalklubber over hele landet, hvor nogen valgte at følge den ultimative amerikanske Outlaw-bikerstil og andre mere var til traditionelle skandinaviske fællesskaber. Mange af disse nye Harley-ejere blev dengang betragtet som en del af datidens ungdomsoprør. Nogle blev senere stemplet som en del af det skandinaviske rockerfænomen, og deres motorcykler var typisk ombygget, eller choppet, som det mere populært hedder. Det gav visse problemstillinger for klubbens medlemmer hos datidens forsikringsselskaber, og derfor valgte landsklubben omkring år 1990 at etablere en kollektiv forsikringsordning for Harley-Davidson ejere i Danmark. I den ordning vedligeholder klubben i dag omkring 4.000 forsikringspolicer på motorcykler.

Den anden bølge

Den anden store bølge af medlemmer kom til sidst i 1990erne, da forretningsmanden Chris Anker Pedersen etablerede sig som dansk Harley-forhandler under navnet Caps Harley-Davidson. Han åbnede forretning i både Aarhus og København og udbød alle nye Harley-Davidson modeller til det danske marked. De fabriksnye amerikanske motorcykler kom på dansk asfalt i et helt ny tempo, og det gav mange nye medlemmer til H-DCDK. Den almindelige motorcyklist kunne realisere sin drøm om en højteknologisk, amerikansk Big Twin som fabriksny motorcykel inklusiv alle de nødvendige garantier. Det var ikke længere nødvendigt med fedtede oliefingre og ombygning hjemme i værkstedet; man kunne nu dyrke den rene køreglæde med et simpelt tryk på startknappen og købe bolt-on Custom. Ved årtusindskiftet rundede den danske Harley-klub dermed 5.000 aktive medlemmer, og i dag vælger langt de fleste nye Harley-ejere i Danmark forsat at blive medlem af et af verdens største frie Harley-klubber. Ved udgangen af 2018 har langt over 16.000 mennesker siden 1976 været igennem et medlemskab i H-DCDK, og alle har uden undtagelse været ejer af mindst en Harley-Davidson motorcykel. Som det er nu, er vi godt 6.500 betalende medlemmer i Harley-Davidson Club of Denmark.